Således ophører Totemet og Victoria med at være en enkelt form og manifesterer sig i flere udtryk, uden at miste deres essens. Hver variation uddyber et forskelligt aspekt af den samme kraft: snart mere tellurisk og ældgammel, snart mere stille og nutidig. Terracottaen bringer os tættere på den levende jord, varmen fra det nyfødte ler; sort og elfenben fører os ind i det minimalistiske helliges felt, kontemplation og galleriet.
I alle fortolkninger forbliver symbolet styrende rummet med den samme intention: at organisere, beskytte, balancere og lede. Formerne ændrer sig, energien forbliver. Totem Victoria afslører i sin alsidighed, at ægte styrke ikke behøver at være stiv: den kan transformere sig uden at fragmentere, uddybe sig uden at fare vild, blomstre i stilhed i hver ny form.
